Artikel skrevet til Pudelårbog 1994
Det hele begyndte i 1971 med at familien skulle forøges - nej, ikke med en tobenet mere, men med en firbenet - selvfølgelig en storpudel.
Connie gik på et par udstillinger og bemærkede konstant, at afkom efter den legendariske i Canada boende En. Can. Am. Ch. Bibelot's Tall Dark And Handsome "Tramp" (top producer af 63 championafkom), sprang i øjnene. Specielt pga. deres herlige frie temperament og deres elegance.
Det var derfor naturligt at bestille en hvalp efter en
Tramp-søn, Eng.DK. Ch. Vulcan Pacemaker He's A Tramp, som Grethe Saunte "Muddi" ejede.
Det skulle være en god familiehund, som hvis den havde anlæg for det, forsøgsvis ville blive udstillet. Da tiden nærmede sig, hvor vores kommende hvalp skulle hentes, kontaktede Muddi Connie og fortalte, at hvalpen var sund og rask, men ikke særlig lovende som udstillingshund.
Til gengæld var hendes hanhund far til et kuld hos en anden opdrætter, hvor der var en tævehvalp med udstillingspotentiale.
Takke være Muddis åbne og ærlige holdning, købte vi derfor WW74 Int. F. B. DK. Ch. Eminent Jou-Jou Noir hos Ruth Fischer, hendes opdrætterkollega og konkurrent. Denne sjældne holdning, som er yderst beundringsværdig, har vi gjort til vores i vort opdræt opg prøver at leve op til den i den ellers intrigante og konkurrencebetonede hundeverden.
På det tidspunky boede vi i Belgien, og da Jou-Jou blev 9 måneder, drog hele familien på udstilling i Belgien og Frankrig. Teamet Jou-Jou+Connie vandt hurtigt certifikater, CACIB'er BIR'er og gruppesejre. Det gik så ofte på, at den 13-arige Lene mente, at "det var så kedeligt med de udstillinger, for Jou-Jou vandt jo bare altid".
Efter halvanden årstid blev diplomet for det belgiske og franske championat sendt til DKK, for at titlerne kunne blive registreret. Stor var vores overraskelse derfor, da tilbagemeldingen var, at det ikke kunne lade sig gøre, fordi championaterne ikke var anerkendt i FCI. Efter en del forespørgsler viste det sig, at den hovedorganisation, vi ved tilfældighedernes spil var kommet i, svarede til Dansk Racehunde Union i Danmark.
Men da Jou-Jou havde en DKK stambog, ville vi selvfølgelig fortsat tilhøre DKK, og derfor besluttede Connie at begynde forfra på FCI-anerkendte udstillinger.
Nu fik Connie og Jou--Jou travlt, for knapt et år efter skulle familien flytte tilbage til Danmark og gerne med Jou-Jou som belgisk og fransk champion. Det lykkedes, og diplomet som verdensvinder i Paris 1974 var også med i bagagen.
Selvfølgelig skulle Jou-Jou også vises i Danmark. Hun afsluttede derfor sin udstillingskarriere på DKK hillerød 1975 og blev bedste tæve, dansk og international champion og dermed datidens danke storpudeltæve, som havde vundet flest championater.
I 1976 ventede Jou-Jou sit første kuld, og det var naturligvis med glæde, at familien så frem til nogle dejlige sorte hvalpe. Stor var opstandelsen derfor, da den førstfødte hvalp slet ikke var sort, men efter megen tørren og undersøgen kunne Connie konstatere, at det var en dyb mørkebrun han.
Lene mente, at det bestemt måtte være en grov fejl, og det lovede ikke godt, så hun forlod skuffet fødslen og gik i seng. Næste morgen lå Jou-Jou fredeligt med én brun og fem sorte hvalpe.
Som de novicer vi var, gav vi os til at opspore al den viden om farveavl og stamtavlelæsning, vi kunne, og fandt ud af, at vores brune hvalp "Ainé" faktisk hverken var forkert eller speciel ualmindelig. Vi lagde selvfølgelig særlig mærke til ham pga. farven, men hans væsen og anatomi var også særdeles dejlig. Men han var en hanhund, og vi blev på det kraftigste frarådet at beholde ham. "At have hanner og tæver sammen var så besværligt".
Dette råd satte vi først langt senere spørgsmålstegn ved. I dag synes vi tværtimod, at det tit er mere harmonisk at have en tæve og en han gående sammen.
Men vi fuldte erfarne opdrætteres råd, og Ainé blev solgt, men blev udstillet et par gange og vandt også det første certifikat for os som opdrættere.
I "B-kuldet" vandt en sort tæve "Bientot", ligeledes certifikat og hendes kuldsøster "Bobonne" blev senere veteranchampion i Tyskland, så vi følte, at vi som nye opdrættere var på rette spor.
Det var først fra Jou-Jous 3. kuld "C-kuldet", vi bestemte os til at beholde en sort, elegant tæve "Chaperon", som senere vandt 5 certifikater og 4 CACIB'er og skulle blive den bedst producerende tæve, vi hidtil har ejet med 9 championafkom.
I mellemtiden havde Connie fået kontakt med Susan Fraser, én af Canadas mest kendte og succesfulde storpuddelopdrættere med prefixet "Bibelot".
Det skulle blive et venskab, som påvirkede vores udvikling i hundeverdenen og i særdeleshed vores avl. Hendes ideer, råd og vejledning er vi evig taknemmelige for. For i modsætning til mange andre har hun altid været rystende ærlig og uselvisk.
Jou-Jous 4. og sidste kuld skulle være linieavlet tilbage til "Tramp". Avlshannen skulle være en erfaren, velproducerende, sund, sort han. Disse krav opfyldte den i Canada levende Am. Can. Ch. Oakgrove Heaven Forbid (topproducer af 26 championafkom).
Det blev aftalt, at forbid skulle på en 2 ugers bryllupsrejse til Danmark, når Jou-Jou kom i løbetid. Resultatet blev 6 sorte, velbyggede hvalpe, og selvfølgelig måtte vi beholde en tæve et så spændende projekt. Dette kuld blev det første under præfixet "Jouet". Vores tæve skulle senere blive DK. Ch. Jouet Duchesse De Jou-Jou, og hendes kuldsøster Jouet Desiree De Jou-Jou blev ligeledes dansk champion.
Hvad er det, der gør, at man fortsætter 18 år efter (i 1994 - i 2007 efter 31 års avlarbejde) ens første hvalpekuld blev født. Det spørgsmål stiller vi os selvfølgelig en gang imellem.
Det er en stor glæde, at man som mor og datter skaber noget i fællesskab. I 1994 arbejder vi med 3. og 4. generation Jouet storpudler.
Det er bevægende at kunne genkende Jou-Jou, Chaperon og Duchesse i deres børnebørn og oldebørn.
Tilfredsstillelse er stor, når ens avlsarbejde bliver påskønnet på udstillinger rundt om i verden, og når andre opdrættere inddrager Jouet-blod i deres avlsprogram.
Ligeledes er det en stor glæde, når tidligere hvalpekøbere atter henvender sig og bestiller en ny Jouet-puddel, som skal være lige så god som den forrige.